Favoritter i marts

I marts måned vælter krimierne ud på hylderne i takt med, at vintergækkerne skyder op af jorden. Det er blevet sæson for krimier, og i denne måned kan du blandt andet glæde dig til et gensyn med Harry Hole, Fabian Risk og Rebekka Holm!  Vi har samlet nogle af de krimier, vi glæder os allermest til i marts, og vi kan vist godt afsløre, at det bliver en blodig måned.

16. marts – Jeg overvejer at gøre det forbi af Iain Reid

En spændingsfyldt og nervepirrende thriller om en biltur, der får fatale konsekvenser. Jake og hans kæreste er på vej hjem for at besøge hans forældre på deres afsidesliggende gård. Da en snestorm bryder ud, tager parret en uventet omvej og strander foran en tom high school og søger tilflugt indenfor.I dagene efter efterforsker politiet et mord, der er sket på samme high school. Men hvem er offeret?

“Du bliver bange, men du ved ikke hvorfor” står der på forsiden af bogen. Som krimilæser er det en invitaion, man ikke kan sige nej til.

17. marts – I sandhedens navn af Viveca Sten

Nu kommer 8. bind i Skærgårdsserien om  vicepolitikommisær Thomas Andreasson og juristen Nora Linde.

Det er sommer på Lökholmen, en lille ø ud for Sandholm, hvor en flok børn er samlet på sommerlejr. Men pludselig forsvinder et barn, og panikken stiger blandt både børn og voksne. Sagen om det forsvundne barn lander på Thomas’ bord, og han må kaste sig ud i en desperat eftersøgning. Er det en bådulykke, en kidnapning eller et resultatet af mobning, der ligger bag barnets forsvinden?

 

21. marts – Tørst af Jo Nesbø

Harry Hole er endelig tilbage! En kvinde bliver fundet myrdet i sin lejlighed, efter at hun har været på Tinder-date. Hendes krop er tømt for blod, og politiet finder bidemærker på halsen. Medierne og politiets ledelse presser hårdt på for at få en hurtig opklaring af den bestialske sag, og politiet ved, at der kun er én mand, der kan løse opgaven: Harry Hole.

Tørst er den 11. roman om Harry Hole, Oslo Politis måske bedste, måske værste, men under alle omstændigheder mest sagnomspundne drabsefterforsker.

 

28. marts – En bror at dø for af Roslund og Thunberg

Da Leo som fjortenårig bliver efterladt som ansvarlig for sine yngre brødre, mens hans far er i fængsel og hans mor på hospitalet ved han, hvordan han skal skaffe penge nok til at tage sig af brødrene: Han vil maskere sig og begå sit livs første kup. Mange år senere bliver Leo løsladt efter at have afsonet sin straf for en serie brutale bankrøverier. Nu har han ét mål, at begå den perfekte forbrydelse. Men han begår en fejltagelse, der vækker politikommissær John Broncks´ opmærksomhed. En bror at dø for er den selvstændige fortsættelse af Bjørnedansen.

30. marts – Atten grader minus af Stefan Ahnhem

Endelig er der nyt på vej fra Ahnhem og Fabian Risk. En bil kører ud over kajkanten i Helsingborgs havn efter en heftig biljagt. Alt peger på, at der er tale om en ulykke, men da føreren obduceres, viser det sig, at han har været død i to måneder. Og har været frosset ned. Fabian Risk og hans team hos Helsingborg politi kæmper mod tiden i en sag, hvor intet er, som de tror. Hvis ikke de handler hurtigt, vil endnu et offer ende i fryseren. Atten grader minus er en isnende spændende krimi om jagten på en bestialsk og kynisk morder. Det er bind tre i serien om Fabian Risk.

30. marts – Mirakelmanden af Julie Hastrup

Nu kommer sjette bind om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Rebekka er sygemeldt, og hendes kærestes, Niclas, er i færd med en privat efterforskning af sin ekskones død. Han vil ikke have Rebekkas hjælp, men det stopper hende ikke fra at tage sagen i egen hånd. Hun finder ud af, at Niclas har holdt vigtig information om sit ægteskab hemmelig. Samtidig opdager hun, at ekskonen, Magdalena, i det skjulte arbejdede på en historie, som handlede om forsvundne mennesker, der har lidt grufulde skæbner, og som alle kan kædes sammen med én dødsensfarlig person. Rebekka er nødt til at gå i Magdalenas fodspor, som fører hende til Finland, hvor hun spindes ind i en vanvittig morders dræbende net.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *